Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Tiden er inde: Vi myldrer ind til fitness-centrene

Fitnesscentrene er stadig fyldte i januar, men hullet til de andre måneder bliver gradvist mindre

Af Simon Reenberg
sir@sondagsavisen.dk

Klaus Tangaa kommer svedende, men dog smilende ud af spinningrummet i fitness dk i Søborg. Han er færdig for i dag. Bag ham efterlader han to-tre andre, der sidder klar til at cykle de ekstra kilo af den næste times tid. Her i midten af december vrimler det ikke med cykelentusiaster. De kommer typisk først omkring januar.

"Det er lidt irriterende, at man ikke kan få plads på holdene i januar, fordi alle dem med nytårsforsæt fylder op. Men allerede i marts er der plads igen," siger den 57-årige sælger Klaus Tangaa.

Han har altid dyrket meget sport, men skader har sommetider tvunget ham til at skifte fra håndbold til løb og nu til spinning og cykling. Klaus tror ikke på nytårsforsætter, og ligesom 56 procent af danskerne har han ikke haft et for 2016.

"Jeg synes, det er noget pjat – man holder det aldrig alligevel. Hvis man gerne vil træne op til noget, så er det et spørgsmål om at være motiveret. Om det er i april eller januar, er lige meget," siger han.

Tidligere har han forsøgt sig med at kvitte smøgerne efter nytår, men det lykkedes aldrig.

"Jeg var ikke motiveret, og jeg ville egentlig ikke rigtig. Jeg stoppede på et tilfældigt tidspunkt på året, hvor jeg havde viljen til det," siger han.


Januar er størst

I en undersøgelse foretaget af YouGov for Søndagsavisen svarer 20 procent, at de havde et nytårsforsæt for 2016. Sammenholder man det med tidligere undersøgelser, tyder det på, at det er færre end før i tiden. Alligevel er der mange, der finder vej til fitnesscentrene i januar. Det fortæller Marianne Frandsen, marketingchef i fitness dk.

"Januar er absolut stadig vores største måned. Om det skyldes nytårsforsætter, eller at januar blot er en god måned at starte i, ved vi ikke. Men det er stadig der, vi ser flest nye medlemmer," siger hun.

De præcise tal fra fitnesskæden er ikke tilgængelige for offentligheden, men Marianne Frandsen fortæller, at der er dobbelt så mange indmeldelser i januar sammenlignet med de øvrige måneder på året. Samtidig siger hun, at de over de seneste 10 år har oplevet en mere jævn fordeling af indmeldelser hen over året.

Klaus har været kunde i seks-syv år og kommer gerne et par gange om ugen i vinterperioden. Om sommeren træner han ofte udendørs, når vejret er til det.

"Det er vigtigt for mig at få motion og holde mig i gang. Det handler også om at leve lidt længere. Hvis man godt kan lide lidt rødvin og god mad i weekenden, så er det med at holde sig i form," siger han.


Publiceret: 31. December 2016 14:00
Leveret af Lokalavisen
¨
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Odder/Søndagsavisen

Annonce
ANNONCER
Se flere