20-årige Mikkel Ingvordsen bliver ligesom mange andre dagligt irriteret over højlydte telefonsamtaler i toget. Foto: Rune Johansen
20-årige Mikkel Ingvordsen bliver ligesom mange andre dagligt irriteret over højlydte telefonsamtaler i toget. Foto: Rune Johansen
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Mobilsnak og kropslugt irriterer os

En tur med bus og tog er fyldt med irritationer, viser undersøgelse. Vi er meget skeptisk anlagt, forklarer ekspert

Af Niels Philip Kjeldsen
npk@sondagsavisen.dk


Det irriterer os mest i bus og tog

55 procent: Folk, der taler højlydt i mobiltelefon
42 procent: Folk, der lugter
36 procent: Folk, der maser sig frem, når de skal ind eller ud
25 procent: Folk, der ikke går tilbage i en bus eller gør plads i et tog
22 procent: Tiggere
21 procent: Folk, der sætter sig for tæt på dig
17 procent:Folk, der hoster eller pudser næse
9 procent: Folk, der sidder på det inderste sæde og maser sig ud i stedet for at sige noget
7 procent: Folk, der spiser eller drikker

Kilde: YouGov for Søndagsavisen. 1.016 repræsentativt udvalgte danskere kunne angive op til tre svar.

Når 20-årige Mikkel Ingvordsen hver morgen begiver sig ud i bus og tog for at komme på arbejde, ser han gerne, at turen foregår så roligt og afdæmpet som muligt. Han bruger rejsen som et frirum, hvor han kan vågne stille og roligt eller slappe af, og derfor irriterer det ham, når folk forstyrrer roen og taler højlydt i mobiltelefon.

“Det er jo fint nok, hvis man lige skal give en kort besked, men det der med at sidde og have lange samtaler om ting, man nok bør tage derhjemme, irriterer mig faktisk. Jeg oplever dagligt, at folk taler højlydt og længe i telefon i bus og tog,” siger Mikkel Ingvordsen.

Mikkels irritation deles af mere end hver anden dansker, der sender højlydte telefonsamtaler ind på førstepladsen over ting, der irriterer os, når vi rejser med offentlig transport. Det viser en rundspørge, som YouGov har foretaget for Søndagsavisen.


Så få gener som muligt

“Generelt er danskerne ikke gode til at skulle indgå i fællesskaber, som vi ikke har valgt, og det er vi tvunget til i bus og tog. Så vi er meget skeptiske og føler, at en tur med offentlig transport er noget, der skal gennemføres med så få gener som muligt,” forklarer livsstilsekspert Henrik Byager og uddyber:

“Og der er sådan noget som en højlydt mobilsamtale, som vi ikke har bedt om at skulle høre på, ofte et irritationsmoment. For mange er en god tur med offentlig transport en, hvor der er så lidt sammenblanding med andre mennesker som muligt.”

Flere af de togrejsende, som vi møder på Nørrebro Station, peger på medpassagerernes manglende evne til at tage hensyn som det største irritationsmoment.

34-årige Anna Paulsen bliver især irriteret over folk, der ikke gør plads, når hun kommer ind i bus eller tog med barnevogn og børn.

25-årige Cæcilie Vestyrhyegg oplever ofte, at folk fysisk møver frem.

“Jeg ser dagligt, at folk skubber og møver for at komme ind eller ud af bus og tog, og jeg har oplevet det så sent som i dag. Det irriterer mig, at man vælger at skubbe sig frem i stedet for stille og roligt at sige til folk, at man gerne vil ind eller ud. Folk tænker ikke over at gøre plads til hinanden eller opføre sig ordentligt,” siger Cæcilie Vestyrhyegg.

Irritationen over vores medpassagerers manglende hensyntagen afspejler, at vi befinder os i en sammenhæng, vi ikke selv har indflydelse på eller har valgt, mener Henrik Byager:

“Vi føler ganske enkelt, at folk bør opføre sig bedre, for det føler vi, at vi selv gør. Der ligger nogle underforståede normer, som vi gerne vil have, at andre lever op til. Man tænker: 'Jeg følger jo selv reglerne, men det gør de andre ikke'. Og det opleves som et stort irritationsmoment.”


Publiceret: 11. Juni 2017 11:30
Leveret af Lokalavisen
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Odder/Søndagsavisen

Annonce
Annonce
ANNONCER
Se flere