Skal oksekød koste mere, fordi det belaster klimaet? Det mener mange danskere. Foto: Colourbox
Skal oksekød koste mere, fordi det belaster klimaet? Det mener mange danskere. Foto: Colourbox
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Læg afgift på nytårsbøffen

Danske forbrugere vil gerne betale mere for oksekød, hvis det kan hjælpe klimaet. Landbruget tvivler på effekten

Af Simon Reenberg
sir@sondagsavisen.dk

Så meget belaster kød klimaet

Produktion og forbrug af fødevarer udgør mellem 22 og 31 procent af EU-landenes samlede effekt på klimaet.
Kød og kødprodukter er de fødevarer, der belaster klimaet mest. Sammen med mejeriprodukter udgør de 14 procent af EU's samlede effekt på klimaet. 
Kilde: Miljø- og Fødevareministeriet

I aften sætter mange danskere tænderne i et godt stykke oksekød. For mange formentlig også et stykke oksekød, som er lidt dyrere end det, de får til hverdag. Men danskerne vil gerne betale endnu mere for kødet, hvis det kan reducere klimabelastningen. Det viser en ny undersøgelse, som YouGov har foretaget for Søndagsavisen.

"Vi har en planet, vi skal give videre til vores børn og børnebørn, og det er klogt at komme i gang med at omstille vores forbrug og spisevaner," siger Alternativets politiske ordfører, Rasmus Nordqvist, der glæder sig over, at 62 procent af danskerne i højere eller mindre grad er villige til at betale mere for kødet for at aflaste klimaet.

Både Alternativet og Etisk Råd har tidligere foreslået, at fødevarer i et eller andet omfang prissættes efter, hvor stor en belastning de udgør for klimaet. Og her ligger oksekødet rigtig højt. Et kilo oksekød fra levende ko til kødsovs udleder mere end fem gange så meget CO2 som et kilo svinekød.


Skader økonomien

Tanken er, at dyrere oksekød vil få flere danskere til at vælge fjerkræ eller svinekød. Eller, som Alternativet håber, at flere vil vælge kødet fra en eller to dage om ugen.

Men det vil slet ikke ske, siger Jens Astrup Madsen. Han er leder af afdelingen for Klima, Energi og Planter hos landmændenes interesseorganisation, Landbrug & Fødevarer.

"Vores umiddelbare vurdering er, at en afgift ikke vil have den adfærdsregulerende effekt, som tilhængere håber på. Det så vi eksempelvis med fedtafgiften. Der spiste folk det samme som før afgiften," siger han.

Skal kampen mod global opvarmning have en effekt, skal den tages globalt, og så skal man være varsom med at indføre afgifter i Danmark, fordi det går ud over vores konkurrenceevne. Det mener Landbrug & Fødevarer.

"Vi er allerede nummer to i Europa, når det gælder at producere oksekød på den mest klimavenlige måde, og det går fortsat i den rigtige retning," siger Jens Astrup Madsen.


Afgift som alle andre

Rasmus Nordqvist afviser, at fedtafgiften alene kan bruges til at sige, om afgifter generelt har en effekt.

"Der er masser af andre afgifter, der har haft en effekt. Det gælder både på alkohol, tobak og sodavand," siger han og erklærer sig enig i, at klimaet skal forbedres globalt. "Det ændrer bare ikke på, at nogen skal gå forrest, og det vil sende et godt signal, hvis det er et landbrugsland som Danmark, der gør det," siger han.

Alternativet har endnu ikke bestemt sig for, hvor meget dyrere en pakke oksekød skal være, eller hvordan afgiftssystemet præcis skal udformes, men den ekstra afgift skal gælde for både danske og udenlandske producenter, og dermed vil det ifølge ordføreren heller ikke gå særligt ud over den danske produktion.

"Vi er ikke bange for at sige, at vi synes, man skal spise mindre kød, og pengene, der kommer ind fra afgiften, vil vi investere i branchen og en omlægning mod økologi," siger han.

Det ser dog ud, som om Rasmus Nordqvist skal lede længe efter noget, der minder om et flertal i Folketinget. Hele den blå blok har tidligere udtalt, at forslaget vil medføre for meget bureaukrati, men det afviser Alternativet.

"Det vil være en afgift ligesom alle mulige andre. Den er hverken mere eller mindre besværlig," siger Rasmus Nordqvist.


Publiceret: 31. December 2016 09:00
Leveret af Lokalavisen
¨
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Odder/Søndagsavisen

Annonce
ANNONCER
Se flere